Nyheder - Industri
Medarbejderportræt: Fra praktikant til fastansat

15.09.2022
Mathias Gamborg er en glad mand. Han har i sommers afsluttet sin uddannelse til bygningskonstruktør fra UCN i Aalborg med flotte resultater og har samtidig underskrevet ansættelseskontrakt med ISC, hvor han det sidste års tid har arbejdet som praktikant i Aalborg-afdelingen. I den forbindelse har vi interviewet Mathias om hans tid som praktikant og hans efterfølgende fastansættelse:
”Jeg drømte om en karriere i rådgiverbranchen i en virksomhed, hvor man kan beskæftige sig med brand”, siger Mathias.
Begge ønsker er opfyldt. Men begejstringen stopper ikke her;
”ISC er det bedste sted jeg overhovedet kunne drømme om at lande. Her er en perfekt kombination af tryghed og spænding. Lige fra starten er jeg blevet udfordret fagligt samtidig med, at der hele tiden har været stor opbakning fra kollegerne omkring mig, så man aldrig føler sig alene.”
Og han fortsætter;
”Her er et godt sammenhold med mange unge mennesker og man bliver ikke bare sat alene foran en skærm. Man får lov at bidrage fra start.”
Faktisk er samarbejdet i afdelingen så godt, at Mathias ikke har oplevet den store forskel på at gå fra praktikant til fastansat:
”Som praktikant blev jeg også inddraget i opgaverne og oplevede i det hele taget, at der er en flad struktur, hvor alle fra gruppeledere over praktikanter til fastansatte ingeniører bidrager på lige fod.”
Og det faglige indhold er så varieret, at man aldrig keder sig;
”Udviklingsmulighederne i det her job er utallige. Den ene dag kan du sidde og beskæftige dig med almindeligt boligbyggeri og den næste laver du vilde opgaver i offshore afdelingen. Der er altså ikke mange steder i branchen, hvor det er muligt.”
Derfor er Mathias Gamborgs klare opfordring til andre studerende i branchen;
”Søg praktik hos ISC! Der er så mange muligheder rent fagligt og dagligdagen her er både spændende og tryg.”